Avl og opdræt

I naturen

I naturen er det er hannerne som kommer først frem af dvalen. Det sker i starten af foråret. Et par uger senere dukker hunnerne frem og parringen finder sted – tæt på hunnens rede. Hannerne konkurrerer om hunnerne, og en han kan sagtens parre sig med flere hunner. Parringssæsonen ligger i april-maj, og herefter går der cirka 30 dage, hvorpå hunnen føder sine unger. Den normale kuldstørrelse er på 4-6 unger. De er nøgne og blinde. Hunnen er alene om arbejdet, for hannen hjælper ikke til med yngelplejen.

Efter ti dage begynder ungernes pels at vokse ud, og når de cirka er 33 dage gamle begynder de at åbne øjnene. I alderen 4-7 uger begynder ungerne at forlade reden for at fouragere på egen hånd. I slutningen af september, altså i en alder af cirka tre måneder, forlader de deres mor og reden – og klarer sig derefter på egen hånd.

Et jordegern får normalt kun et kuld om året mens de i nogle områder også producerer et efterårskuld.

I fangeskab

De fleste inkarnerede, nørdede jordegernejere kan ikke på et tidspunkt have undgået at drømme om at få voliéret fyldt med unger. Det er en sjov oplevelse for ejerne, og samtidig giver man sine dyr lov til at udføre et naturlig adfærdsmønster. Desværre er det ikke så ligetil. For det første skal man være i besiddelse af en han og en hun, og for det andet skal man, inden man overhovedet sætter dyrene sammen, sørge for at man har et sted at gøre af ungerne, når de skal vænnes fra.

I en alder af 8-12 uger har moderen fået nok af ungerne, og de skal så tages fra – lige meget om man har aftagere til ungerne eller ej! Derudover er det vigtigt, at man kan give sin hun og ungerne den fornødne ro. Et hunegern med unger vil være meget følsom overfor støj og forstyrrelser, og hun kræver fred, for at hun kan tage sig uforstyrret af ungerne.

Sammensætning af hun og han

Det er ikke helt lige til at sætte en han og en hun sammen. Først og fremmest skal man sørge for, at begge dyr er i brunst. Dette kan opnås ved at lade dem gå i to bure, hvor de kan se og lugte hinanden i nogle uger, gerne mere, indtil man er sikker på de er kommet i brunst. Hos hannen ses brunsten ved at testiklerne vokser og bliver meget tydelige, og hos hunnen opleves det især ved, at hun ”kalder”. En hun i brunst kan være lidt belastende i længden, da nogle kan sidde og udstøde dette kald i dagevis. Det er en høj form for ”pippen”, som jo skal lokke en han til territoriet.

Jordegern er territoriale, og derfor vil det være en fordel at sætte dyrene sammen i et ”neutralt” bur dvs. hverken hannens eller hunnens bur. De færreste har nok så mange bure til rådighed. Har man kun et mindre ekstra bur kan man lade skiftevis han og hun gå i det store bur hhv. det lille, således at de begge kender omgivelserne og hinandens lugte. Det er vigtigt at de begge er bekendt med buret og flugtvejene. Buret skal indeholde flere kasser og gerne have meget inventar, så der er mange muligheder for at komme rundt i buret. I så fald vil det underlegne dyr have bedre chancer for at komme af vejen, hvis tingene kommer til at gå hedt for sig.

Hunnen er den mest territoriale, og det vil oftest være hannen, der kommer til kort. Der er eksempler på, at hunnen har slået hannen ihjel! Det kræver derfor årvågenhed og tålmodighed at føre to dyr sammen. Giv dyrene tid til at vænne sig til hinandens lugte og lyde og til at komme i brunst. Den naturlige brunstperiode er i det tidlige forår og man bør derfor nok starte med at lade dem stå over for hinanden allerede i februar eller marts.

Når begge dyr er i brunst kan man forsigtigt prøve at sætte dem sammen. Den bedste måde at gøre det på, vil være at lukke hunnen ind til hannen. Neutral grund eller hannens bur er klart at foretrække.

Efter parring skal hannen igen skilles fra hunnen, da hunnen oftest ikke tolererer hans tilstedeværelse under drægtighed, og slet ikke når ungerne kommer til.

Drægtighedsperiode

Hunnen er drægtig i 30 dage. I den tid kræver hun ro og masser af mad. Det er dog først i de sidste dage op mod fødslen, at man rent faktisk kan se på hende, at hun er med unger. Hun bliver bred over bagkroppen, og hendes dievorter vil i dagene før fødslen hæve op og blive meget tydelige.

Efter fødslen

Hunnen føder altid sine unger om natten. Selvom man som den stolte og nysgerrige egernejer gerne vil opleve fødslen, så er det bedste man kan gøre, at give hende fred og ro. Hun føder sine unger inde i kassen, og de vil opholde sig der i de første 4-5 uger af deres liv.

Kassen skal være rummelig så der er plads til ungerne – også når de bliver større. Indgangshullet bør sidde højt, så de små nøgne og blinde unger ikke falder ud. Dette er højst uheldigt, især hvis kassen hænger højt i buret. Forsyn dit hunegern med masser af redemateriale: hø, toiletpapir eller hamstervat. Nogle vælger at give deres hun frisk redemateriale hver dag, men det kan være farligt, hvis der falder en unge ud af redekassen. Skulle det ske, skal man ikke røre ved den. Moderen vil selv bære den ind igen. Desuden skal man være opmærksom på at ungerne kan kravle ud gennem tremmerne i de fleste bure. Tremmeafstanden bør være højst 5 mm, evt. kan man afskærme de nedre dele af buret med krydsfiner eller hård masonit.

Selvfølgelig vil man være nysgerrig for at se de kære små. Men her er det kunsten at styre sin nysgerrighed og lade være med at åbne kassen. Kan man ikke lade være, skal man helst undgå at røre ved redematerialet inde i kassen og i stedet bruge en pind el.lign. Ellers risikerer man, at hunnen ikke vil vide af ungerne bagefter. Det er i det hele taget vigtigt at give hunnen ro. Hun vil komme frem fra reden og holde vagt hver gang man kommer tæt ved buret, og mens hun holder øje med de forstyrrende elementer, vil hun jo ikke være i kassen og varme ungerne. Andre kæledyr, som hunde og katte, bør også være bandlyst fra rummet.

I naturen kan en hun, hvis hun har fået lavet sin rede hvor hun bliver udsat for mange forstyrrelser og stress, enten slå sine unger ihjel eller forlade dem. Det kunne være i situtationer som fordi der er rovdyr i nærheden eller for lidt mad. Dette giver umiddelbart god mening. Hvis der er stor sandsynlighed for, at et rovdyr finder reden og får fat i ungerne før de kan klare sig selv, eller habitaten indeholder for lidt føde til at ungerne får nok at spise og bliver kønsmodne, kan det ikke betale sig for hunnen at investere energi og tid på at opfostre ungerne, da det i så fald vil være “spildt arbejde”. Forstyrrelser og stress kan forårsage det samme i fangenskab. Hvis hunnen bliver meget forstyrret kan hun også finde på at flytte dem ud af kassen til et andet sted i buret. Dette vil heller ikke være hensigtsmæssigt da ungerne kan dø af mangel på varme.

Mens ungerne er så små at de ligger i kassen, kan man opleve, at hunnen er meget aggressiv. De kan finde på at angribe arme og hænder, når der bliver ordnet madskåle og strøelse. Det kræver derfor lidt opfindsomhed at få lov til at ordne i buret. Det er jo næppe ikke alle hunner, der udviser samme niveau af aggressivitet, men alle egern-mødre vil passe på deres små.

I en alder af fire til fem uger begynder der for alvor at komme liv i ungerne. I ugerne op til kan man høre dem pibe og pusle rundt i kassen og i 4-5 ugers alderen begynder de så småt at stikke hovedet frem og komme ud på små udflugter. De er enormt bedårende, og man kan sidde og se ”egern-fjernsyn” og nyde de små usikre unger. De dier frem til de er 7-8 uger, hvorefter de stort set kun spiser fast føde. I alderen 8-10 uger kan de skilles fra mor, og så er de klar til at indtage den store verden.

Ernæring af den drægtige og diegivende hun

Hunnen får en glubende appetit under drægtigheden, og i særdeleshed mens hun giver ungerne mælk. Det er vigtigt at tilbyde hende rigeligt med mad og et varieret udvalg. Hun får også brug for at få et stort tilskud af kalk. Det er forskelligt, hvilke typer mælk, dyret kan tåle, så man må forsigtigt prøve sig frem. Et godt råd er at finde ud af det inden man begynder sine paringsovervejelser.

Man kan eventuelt prøve med kattemælk fra Whiskas, som er laktosereduceret. Det blandes op med vand, og det plejer at være meget populært. Derudover kan man give kalksten og eventuelt supplere det med noget kalkpulver, som drysses på maden. Minimum 2-3 slags grønt anbefales, masser af kernefoder, nødder, kattetørfoder og melorme. I diegivningsperioden kunne en hun snildt spise 8-10 melorme om dagen.

Ernæring af ungerne

Når ungerne begynder at spise fast føde skal de også have tilbudt en rigelig og varieret kost. De spiser det samme som de voksne. Hos dyrehandleren kan man købe nogle gnaverstænger og sætte ind til dem. Det plejer ungerne at meget glade for at gnave i. Da de ikke kan åbne nødder på egen hånd er det også en god idé at købe hassel- og valnøddekerner til dem.

Friske nødder kan også være et godt alternativ da de har en meget tynd skal.

Om forfatteren af “Avl og Opdræt”

Stine Clemmesen er uddannet biolog ved Københavns Universitet og fik sit første han-jordegern i 2002. Hun fandt snart ud at én var for lidt, og anskaffede et hun-egern. Desværre mistede hun begge dyr med tre måneders mellemrum i 2003, men købte derefter Spip og Bella som var et velfungerende par. De fik et kuld på 6 unger i marts 2004.

Hun har nu droslet ned på egern-antallet, da det er enormt hårdt at have egernunger i huset. Så nu er der kun Spip tilbage. Ud over egern holder hun marsvin, chinchillaer og dværghamstere.