Generelt om sygdom
Hvis du plejer og ernærer dit jordegern rigtigt, vil du meget sjældent opleve det sygt. Oftest vil det være kødsår, bid eller hudafskrabninger, pådraget under leg, som for det meste kan heles af sig selv.
Det kan være vanskeligt at behandle sygdom hos små dyr i almindelighed, så derfor er det bedste man kan gøre, at forebygge dem. Simple sygdomme, som mangelsygdomme, ses ofte i forbindelse med fejlernæring og ensformig foder. Det undgås bedst ved at give dem varieret kost. Kosten bør suppleres med vitaminpræparater som eksempelvis Sanostol eller Multimulsin, som kan købes hos dyrehandleren. Kalktilskud, som eksempelvis Vitakalk, strøes over foderet og hjælper også med at holde dyret sundt. Dette kan også gøres med en kalksten.
Sygdomstegn
Kvæstelser og haleskader
Jordegenet er et aktivt dyr som er overalt på én gang. Der kan hurtigt ske uheld som gør at dyret bliver klemt, falder ned, får hudafskrabninger og lignende. Ligeledes er halen også et ømt punkt; man skal huske at man aldrig må trække, holde eller bære jordegernet i halen. Halehuden knækker og halesøjlen bliver blottet. Efter noget tid vil halen tørre ind, eller blive gnavet af. På den måde vil dyret miste et meget vigtigt balanceorgen som den bruger når den klatrer og springer rundt
Behandlingsforslag
Har jordegernet pådraget sig åbne sår skal det straks isoleres, og sårene tilses. Er det dybere bidsår skal såret straks ses på af en dyrlæge. Er der blot tale om hudafskrabning af mindre karakter er der ikke grund til den store bekymring. Det er meget normalt for alle vilde dyr, og de vil hurtigt heles. Man kan eventuelt smøre såret med en salve man kan få hos dyrlægen – men det er begrænset hvor meget den nytter; jordegernet vil alligevel slikke den af idet den pudser sin pels. Det gælder for alle slags kvæstelser at ro og varme fremskynder helbredelsen. Har du en varmelampe kan du stille den på god afstand til buret og holde det varmt.
Hvis det drejer sig om kvæstelser i hovedet skal man være meget opmærksom på om der er sket forskydninger af over- og underkæbe. Hvis underkæben for eksempel er gået af led skal den sættes på plads af en dyrlæge. Det er en svær sag, men en erfaren dyrlæge kan gøre det med et snuptag. Herefter bør der holdes godt godt øje med om tænderne sidder rigtig. De nederste gnavetænder skal gå imod de øverste gnavetænder, for ellers vil de ikke blive slebet, og de vil begynde at vokse ud til en unaturlig længde. Med et forkert tandsæt vil jordegernet ikke være istand til at tage føde til sig og i naturen ville det simeplthen dø.
Har dyret lidt alvorlige kvæstelser er det et vurderingsspørgsmål hvor meget man skal gøre. Mange har den mening at de vil gøre alt for deres kæledyr, men det er i mange tilfælde en misforstået form for kærlighed. Hvis kvæstelserne ender med at tænder med jævne mellemrum skal slibes eller klippes for at holde dyret i live – eller der på anden måde skal opereres eller lignende – bør man nok lade sit kæledyr aflive, og få sit et nyt og raskt.
Brud på knogler
Det er meget sjældent at man ser at jordegern brækker noget. Når det sker, er det som oftest resultat efter at være faldet ned fra stor højde, eksempelvis en reol eller glat lodret flade.
Behandlingsforslag
På trods af størrelsen af dyret kan man godt få lagt skinner på, hvis der er tale om brud på de ydre knogler. Under alle omstændigheder skal alle brud behandles og tilses af en dyrlæge. Det er lidt problematisk, da på grund af dyrets størrelse – men det kan godt lade sig gøre. Jordegernet har det med at fjerne fremmedlegemer hvis de sidder fast i pelsen. Det er et naturligt ting den gør, for at holde pelsen ren. Plaster, gips og skinner får desværre ikke lov til at sidde ret længe – så hold øje med de forbinder dyrlægen måtte ligge.
Hjernerystelse
Ligesom med brækkede knogler er det meget sjældent at et jordegern lander forkert og derved gør skade på sig selv. Det kan dog stadig ske og ligesom vi kan få en hjernerystelse kan et jordegern også pådrage sig en, f.eks. ved fald fra en høj afstand eller at de sidder fast i noget der forhindrer en korrekt landing. Hvis det sker kan det først se ud som om at jordegernet er dødt: det ligger helt stille på jorden og er slap hvis du løfter det. På kort tid vil dyret langsomt vågne op og højst sandsynligt løbe forvirret rundt, når den er på benene igen.
Behandlingsforslag
Først og fremmest skal egernet vågne af sig selv (hvis det ikke sker inden for et minuts tid skal man straks tage til en dyrlæge). Sørg for at placere den i et kendt miljø inden den vågner, f.eks. dets bur. Når den er ved bevidsthed vil den løbe desorienteret rundt og risikerer at løbe ind i ting, hvilket er derfor buret er at foretrække. Der vil den højst sandsynligt falde til ro og derefter gemme sig i sin redekasse. Hold nøje øje med egernet uden at forstyrre den for meget. Sørg for at den får ro de kommende dage og at den har tilstrækkeligt med vand og mad. Da det er en voldsom oplevelse vil dyret trække sig tilbage og sidde meget mere stille, men dette skulle gerne aftage efter et par dage. Hvis den begynder at opføre sig atypisk, f.eks. ikke spiser noget eller laver mærkelige bevægelser, skal man tage til dyrlægen. Der er risiko for at den kan pådrage sig en hjerneskade, men dette skal en professionel tage stilling til.
Infektionssygdomme
Infektionssygdomme bliver foresaget af vira og bakterier. Det er ikke muligt for almindelige mennesker at vurdere hvad der er galt i forbindelse med disse sygdomme og selv en erfaren dyrelæge kan have problemer med at diagonsistere. Man kan for det meste se det ved forandringer i afføring, forpjusket pels og tydelige ændring i dyrets adfærdsmønster.
Behandlingsforslag
Tag straks dyret med til dyrlæge. Husk at transportere den varmt og uden træk. Hvis det er muligt, så medbring en urinprøve, som kan tages med en lille pipette, og lidt ekskrementer. Pas på at prøverne ikke bliver svinet til af bunddækket.
Diarré
Diarré kan fremkomme efter indtagelser af for store mængder frugt eller en infektionssygdom. Man kan genkende diarré på at afføringen er tynd og jordegernets tarmåbning er meget tilsvinet.
Behandlingsforslag
Hvis diarréen kommer af for rigelige mængder af frugt er der ingen grund til bekymring. Man kan vælge enten at holde tilbage med doseringen af frugt eller ved at blande en meget lille mængde Stolmisan i drikkevandet. Stolmisan fåes på apoteket – men brug det med omtanke. Man kan også prøve at afhjælpe problemet ved at fodre jordegernet med tørre næringsmidler, såsom havegryn.
Det vil hjælpe dyret at give det varme – enten vedhjælp af en varmelampe eller en varmedunk. Hvis ingen af rådene hjælper bør man opsøge en dyrlæge – men husk at have urin- og afføringsprøver med ved konsultationen.
Parasitter
Det er meget sjældent at man oplever parasitter hos jordegern, men det kan dog forekomme. Grunden er, at de forskellige slags parasitter oftest har specialiseret deres levevilkår så de kun kan leve på en bestemt vært. Hvis man holder sine jordegern udendørs er der chance for at de kan få skovflåter.
Der findes mange råd angående fjernelse af skovflåter. Eet af dem er at klemme fast om tægens krop med to fingernegle – eller en pincet – og dreje skovflåtens krop med urets retning. Et andet råd siger, at man kan pensle dyret med madolie, og det så selv slipper.
Bare fordi jordegernet kradser sig er det ikke nødvendigvis tegn på lopper. At kradse sig, og pleje sin pels grundigt, er en ganske naturlig del af jordegernets pelspleje. Skulle der dog mod forventning være lopper eller mider kan de bekæmpes med et pulver som kan købes hos dyrehandleren. Det er ikke muligt selv at undersøge dyret for indvendige parasitter; det kan kun gøres af dyrlægen. Husk at medbringe afføringsprøver hvis du bringer jordegernet med ind til konsultation.